– Hvad bør man vide for at tage stilling?
Af Hanne Andersen (lektor ved Steno Instituttet i videnskabsteori og –historie) og Anders Bodholt Nielsen
I denne artikel vil vi prøve at forklare nogle af de tanker, der gøres disse år, omkring hvordan man i offentligheden får de bedst mulige diskussioner om udviklingen af nanoteknologi. Der vil komme eksempler på cases, hvor det f.eks. allerede på nuværende tidspunkt er gået galt med formidlingen til den almene borger. Det er utroligt vigtigt med en åben diskussion omkring nanoteknologien, så forskere og befolkning ikke taler forbi hinanden, hvorved uvidenhed vil kunne føre til en destruktiv debat. Der vil komme en opfølgende artikel med et interview fra en af de førende personer inden for nanoetik feltet.
Hvordan kan nanovidenskab opfattes
Nanovidenskaben kan anskues som et nyt forskningsområde af eksisterende forskningsdiscipliner såsom fysik, kemi og biologi / molekylærbiologi. Den nye vinkel er hovedsageligt det tværfaglige samarbejde og idéen om at manipulere enkelte atomer eller molekyler. Da den daglige forskning ikke adskiller sig markant fra de eksisterende discipliner, virker det derfor naturligt at overføre etikken fra de “gamle” områder. Man kan således se, at meget af etikken, ved at bryde den ned til grundprincipper, kan overføres fra bioteknologi til nanoteknologien. Mange af de etiske problemstillinger er de samme. I forbindelse med bioteknologien har der således været mange etiske diskussioner, f.eks. om hvordan man afvejer miljømæssige risici over for forventede gevinster ved nye teknologier, om hvad genterapi, genmodificerede dyr og planter betyder for vores opfattelse af det naturlige og det kunstige, eller det acceptable i teknologiske udvidelser af menneskets evner, også kaldet transhumanisme. Det er dog forskelligt, hvilke af disse diskussioner der dukker op i forskellige dele af nanoteknologien; f.eks. vil kemien og fysikken sjældent arbejde med forskning, der rykker ved opfattelser af det naturlige.
Nytte kontra Risici
Det ovenfor nævnte betyder også, at det er vigtigt at informere grundigt om både risici og nytte, så befolkningen kan være med til at tage stilling til de nye teknologier. Man har set gennem en årrække, at et dårligt renommé kan ødelægge en ellers lovende teknologis mulighed for udvikling, og at der skal relativt lidt til. Som man så ved bioteknologien, faldt den offentlige finansieringen drastisk i forbindelse med en voksende skepsis i befolkningen. Nanoteknologien er som beskrevet ovenfor en paraplybetegnelse for mange forskellige discipliner, og er derfor ret sårbart, hvis der først opstår ‘dårlige sager’ inden for et enkelt delområde.
Manipuleret dåsemad, der skifter farve fra grøn til rød i nærheden af miner. [Hjemmeværnet]
Nanoteknologi et følsomt område
Indtil for nylig var nanoteknologi kun kendt for ’smarte produkter, der gør hverdagen lettere’. Det var forbundet med en håndgribelighed, som ikke på nogen måde influerede med vores sundhed. Firmaer i den danske fødevareindustri har hidtil været tilbageholdende med store satsninger, hvilket måske kan forklares med, at der er en stor forskel på de håndgribelige produkter og fødevarer, da fødevarer i højere grad kan ændre vores sundhed. Netop fødevarer har eksempelvis været en svær sag for bioteknologien, hvorimod de samme teknologier, som forbrugerne er skeptiske overfor i forbindelse med fødevarer, er mere accepteret i insulinproduktion. Det er forståeligt nok svært for en EU-borger at se fornuften i at modificere fødevarer med henblik på effektivisering, når man i forvejen betaler landmænd for at ligge deres marker brak, hvorimod produktionen af insulin er livsnødvendig, selv for folk i vores del af verden.
Den tyske sag om nanoprodukter
Men også de ’smarte produkter, som gør hverdagen lettere’, vil kunne kræve diskussion og eventuelt regulation. I starten af maj 2006 kom det frem i medierne, at over 100 mennesker i Tyskland var blevet syge efter at have benyttet et rengøringsmiddel indeholdende nanopartikler. Dette blev hurtigt til en meget omtalt nyhed i de fleste medier, og der kom udtalelser fra forskellige sider i sagen på trods af, at det endnu ikke var sikkert, at sygdomstilfældene havde nogen relation til nanopartikler. Det blev efter vores vurdering i de danske medier fremlagt på en sådan måde, at nanopartiklerne stod tilbage som synderen. Efterfølgende har det tyske risikovurderingsinstitut vist, at nanoproduktet, som personerne var blevet syge af, slet ikke indeholdt nanopartikler; der var tale om et marketingstunt hvor nano fejlagtigt blev brugt som lokkemiddel for produktet. Overraskende er dette ikke rigtigt kommet frem i medierne. Det virker uheldigt, da forbrugerne så står tilbage med et indtryk af nano, som noget farligt. I sådanne tilfælde er det vigtigt, at forskerne kommer ud i medierne med informationer, så oplysningerne om de nanoteknologiske produkter bliver så sandfærdige som muligt.