Så oprandt dagen, hvor vinderne af priskonkurrencen – udskrevet af Videncenter for intelligente tekstiler – blev udråbt. Førstepræmien på 50.000 kr. gik til Barbara Thomsen (Digital Design) og Louise Springborg (Interaktive Medier) fra Danmarks Designskole for deres digitale gulvtæppe med støjfølsomme tæppedyr til børnehaver. Andenpræmien på 20.000 kr. gik til Jacob Bork fra Aalborg Universitet for hans velværestrømper, der kan støtte og give massage.
Da vi ankommer til Egetæppers bygning på en snedækket mark i Herning, bydes vi velkommen af fire store
omvandrende naturtæpper – amerikanske bisonokser, som man ikke kan lade være med at relatere til virksomhedens produktion. Marketingdirektør Svend Aage Færch Nielsen forsikrer mig imidlertid om, at de hverken bruges i tæpperne eller i kantinen.
Prisoverrækkelsen er udskrevet af Videncenter for Intelligente Tekstiler med Egetæpper som præmiesponsor og Jyllands-Posten som mediepartner. Konkurrencen var åben for alle studerende på ingeniørhøjskoler, designskoler og andre relevante videregående uddannelsessteder. For at markedsføre konkurrencen har der været gæsteforelæsninger omkring intelligente tekstiler på otte uddannelsessteder: Aalborg Universitet, Ingeniørhøjskolen i Århus, Designskolen Kolding, Danmarks Designskole og Danmarks Tekniske Universitet i København, BEC i Hellerup samt Handels- og Ingeniørhøjskolen og TEKO i Herning.
”Vi har ønsket at få gjort studerende interesseret i området, som har et stort potentiale inden for tekstilindustrien,” siger Hanne Troels Jensen, leder af Videncenter for Intelligente Tekstiler. Hun fortsætter: ”Prisopgaven har været en stor succes. Vi modtog 23 yderst kvalificerede opgaver. Det har været en spændende proces. Først at finde frem til de fire finalister, der gik videre i forløbet – og endeligt vinderne.”
Bedømmelsen af projekterne fandt sted tirsdag den 6. februar af et bedømmelsesudvalg bestående af:
- Søren Dalby, Direktør Innovation MidtVest A/S (tidligere HIH Development)
- Svend Aage Færch Nielsen, Salgs- og marketingdirektør, egetæpper
- Patrizia Venturelli Christensen, Innovationsdirektør, DTB
- Carsten Lund, Adm. direktør, BHI
- Jørgen Jacobsen, Adm. direktør, Gabriel, formand for DTB
- Anne Mette Zachariassen, Rektor, TEKO
- Hanne Troels Jensen, Leder af Videncenter for Intelligente Tekstiler
Den store finale
Prisoverrækkelsen finder sted den 23. februar i Egetæppers flotte showroom. Showet, som styres i bedste melodigrandprix-stil af Hanne Troels Jensen og René Foli, er professionelt og underholdende. Det er dejligt at se, at der bliver gjort et fornøjeligt nummer ud af en så spændende og glædelig begivenhed. På forreste række sidder de fire finalistgrupper og tripper nervøst, mens rektor for TEKO, Anne Mette Zachariassen, holder en meget fin tale som stand-in (ikke stand-up, som hun selv pointerer) for Adm. direktør for Gabriel A/S Jørgen Jakobsen, der ikke kan komme frem fra Aalborg pga. de store snedriver.
Anne Mette Zachariassen starter med at udtrykke sin begejstring ved at proklamere, at det med de 23 indsendte konkurrenceprojekter tegner godt for Danmark. Projekterne hæver sig langt over det niveau, vi ser i det netop nystartede program Den gode idé på TV2.
Dagen for bedømmelsen af projekterne beskriver hun med den spænding, der eksisterer juleaften, hvor man pakker den ene overraskende gave efter den anden op. Stort set alle projekter er meget innovative og kreative, hvilket Anne Mette Zachariassen ser som et tegn på: ”… at vi i Danmark går mere efter den nytænkende og skøre idé, når vi designer, end efter hvad der er teknisk muligt, eller hvad der er markedspotentiale i.”
”Brugerdrevet innovation er ved at blive så stor en kliché, at dets betydning helt er udvandet,” siger Anne Mette Zachariassen. ”Men samtidig skinner begrebet i allerhøjeste grad igennem i de nominerede projekter som den primære inspirationskilde. De tager alle udgangspunkt i et eksisterende problem og løser det på en meget fin måde, hvilket gør, at ideerne ikke kun er innovative, men også eftertragtelsesværdige.”
Hun slutter sin tale af med et citat af Preben Meyer fra Innovation Lab: ”Graden af succes handler om graden af samarbejde.” Og hun pointerer derpå, at alle projekterne er tværfaglige. Det betyder, at tekstilindustrien må indstille sig på, at tekstiler – med fremgangen af intelligente tekstiler – ikke længere er en afgrænset branche. Den må begynde at arbejde sammen med mange andre brancher i jagten på den gode idé.
De gode ideer
Efter talen kommer et lærred ned fra loftet, rummet mørklægges og en lyskanon fyrer en imponerende præsentationsfilm af, hvor de studerende selv får lov at præsentere deres projekter. Se filmen her.
Følgende projekter var med i finalen:
Designserien Dual wear, der ved brug af Dual Glo – kombineret med traditionelle reflekser – skal øge trafiksikkerheden for fodgængere.
Et projekt af Marie Astrup og Claus Lenander Jensen, hvor bæredygtig energi og sikkerhed går hånd i hånd. Ved produktion af kinetisk energi med magnetspændinger, som vi kender det fra de for tiden så moderne dynamoer, skabes der af kroppens bevægelsesenergi nok til at kunne lyse dele af tøjet op.
Jacob Bork, der fik andenpræmien, mener, at fødderne bliver voldsomt forsømte i en tid, hvor der over alt er fokus på velvære. Vi stikker uden skrupler fødderne i et par dårlige tennissokker og lader dem derefter bære os rundt hele dagen. Han er i gang med at udvikle et par sokker, der ved en blanding af behandling af tekstilet og brug af elektronik kan skabe større velvære for fødderne. Sokkerne kan støtte og beskytte mod overbelastning og forvridninger, og de kan massere ømme fødder. Derudover kan de selvfølgelig regulere klimaet omkring tæerne og undgå uønskede gnidninger.
Og endelig blev vinderprojektet meget fint illustreret af Louise Springborg siddende på et tæppe med små fantasifulde, animerede tæppedyr rundt om sig. Tæppet er tænkt til børnehaver og skal løse det store problem med støjniveauer, der her er langt over det, man betegner som forsvarligt. I tæppet er indbygget små sensorer, der mærker, hvor børnene går, og hvor meget de hver især larmer. Tæppet fungerer som en digital skærm, der viser de små sjove tæppedyr. Når børnene leger roligt, har de masser af dyr omkring sig. Larmer de derimod, forsvinder dyrene, og de forstår, hvordan man generer og skræmmer andre væk, når man larmer.


Projektet blev af dommerkomiteen rost for at være meget velfunderet og nytænkende – ikke blot rent teknologisk og anvendelsesmæssigt, men også i tankerne bag: hvordan man uden lovgivning og løftede pegefingre på sjov og legende vis kan påvirke børn (læs folk) i en positiv retning og derved forebygge et problem.
Barbara Thomsen udtaler: ”Egentlig var det en generel irritation over det høje støjniveau til musik- og andre i-byen-arrangementer, som fik os på ideen. Vi kom til at snakke en masse om forskellige støjproblematikker og områder med støjgener. Tæppedyr er et produkt, som henvender sig til børnehaver, der jo har ekstreme støjproblemer. Og… kan man løse problemet i børnehaver, må det også være muligt at løse det i andre situationer, selvfølgelig vinklet til pågældende målgruppe.”
Egetæpper siger, at de ser masser af andre potentialer i det intelligente gulvtæppe.
Formålet er mere end den gode idé
Deltagerne beholder rettighederne til ideerne, men formålet er at søge inspiration og få sat fokus på intelligente tekstiler og på studerendes nye, innovative og spændende ideer inden for området. Og det må man sige, der blev! De to vindere fik knap nok lejlighed til at smage den fine buffet af delikate canapéer eller friske ganen i den boblende champagne for pressefolk og virksomhedsfolk, der var interesserede i deres idé. Det er fantastisk at se, at det med sådan en konkurrence faktisk kan lykkes at skabe en konstruktiv kontakt mellem kreative studerende og det etablerede erhvervsliv – og at det forhåbentlig kan føre til videre samarbejde.
Vi vil selvfølgelig følge op på, hvad ideerne udvikler sig til, og vi bringer i øvrigt et interview med de to vindere her på vidensbanken.
Se filmsekvenser fra alle de nominerede projekter her.
Af: Lea Schick (feb.) 2007